Hug! Jeg blev fyret som den første. Som HR-konsulent var det jo ellers mig, der plejede at fyre folk, men den nye direktør ville sætte sit eget hold. Blodet sprøjtede i ledergruppen, hovederne rullede i redaktionerne. Hug, hug. At jeg ikke var den eneste, der røg, var ingen trøst, jeg gik bare hjem og lagde mig på sofaen og brændte af skam. Og da jeg havde ligget der i nogle måneder, stod jeg op og fik et job hos et fransk konsulentfirma.
Efter tre år i konsulentfirmaet var jeg klar til næste step. Jeg havde færdiggjort en uddannelse i pharmaceutical market access ved Universitée de Lyon i Paris, var blevet tilbudt at skrive en ph.d. og havde lige fået en artikel om brystkræft udgivet i et videnskabeligt tidsskrift.
Og jeg var simpelthen så ulykkelig.
For at gøre en halvlang historie halvkort, sagde jeg mit job op og satsede hele lortet på – tjah – mig selv. Tog skæbnen i den anden hånd. Væk fra væk-fra-motivation. Hen imod hen-imod-motivation. Ctrl+Alt+Delete.
Ved et kosmisk lykketræf fik jeg min første kunde lige dér, hvor jeg simpelthen ikke K-U-N-N-E se på et Excel-ark mere. For sådan er det: Der findes to typer mennesker. Nogle er Excel-typer, andre er Word-typer. Og jeg var en Word-type, der arbejdede i Excel-ark så store, så man tror, at det er løgn. Jeg gav de Excel-ark alt, hvad jeg havde; hvide knoer og kæberne bidt så hårdt sammen, at tænderne knasede… Men der var alligevel bare for meget Word i mig.
Efter den første kunde fik jeg en ny kunde, som anbefalede mig til en ny kunde, som anbefalede mig til en ny kunde, og pludseligt var det kikset, at jeg hverken havde en hjemmeside eller et visitkort, for på et eller andet tidspunkt måtte det jo stoppe, dét der med at folk hele tiden ringede selv, og man kunne jo heller ikke leve af at skrive hjemmesider for folk og så ikke have en selv?
Så lavede jeg en hjemmeside. Og fik trykt visitkort, som jeg hele tiden glemmer at have på mig, så når jeg skal bruge det, så siger jeg bare til folk, at de skal finde mig på Linkedin, men at jeg altså HAR visitkort!! Bare ikke lige her.
Så nu. Nu uden feriepenge og kantineordning og fredagskage. Nu med indberetning af moms og verdens hyggeligste hjemmekontor. Hen-i-mod motiveret.
Og jeg har lige fået en mail fra en, som sagde, at han havde fået en klump i halsen af lettelse, da han havde læst, hvad jeg havde skrevet for ham. At det viste, hvem han var og ramte hans stemme helt rigtigt, at jeg havde formuleret præcis dét, han ville sige, men ikke selv kunne få sagt.
Efter alt dét læner jeg mig ind i fornemmelsen af at have fundet dét, der må blive mit bidrag til verden. At hjælpe folk med at få det sagt.
Efter alt i alt at have været babysitter, bogopsætter, bagerjomfru, flaskepige, rengøringsdame, handicaphjælper, telefonsælger, kioskdame, piccoline, receptionist, gallerist, personlig assistent, rekrutteringsassistent, salg- og marketingkoordinator, HR-konsulent, businesscoach, funktionær, kommunikationsmedarbejder, Business and Communications Support og Research Analyst er jeg nu bare…
Mig selv. En Word-type.
.
.
.
.
Se mere her.
