Jeg skrev min første rigtige tale, da jeg var omkring 8 år gammel. Det var nytårsaften, og jeg var meget inspireret af Dronningens nytårstale og den ærbødighed, der stod om den i min familie. Dét ville jeg også! Så jeg husker, at jeg reflekterede over året, der gik og året, der skulle komme og bl.a. advarede mine forældre og deres gæster mod ikke at drikke for ’majet sjampanje’.
Jeg har skrevet taler for andre som professionel taleskriver i en del år efterhånden. Alligevel gennemgår jeg en små-pinlige proces, hver gang, jeg skal skrive en tale for nogen.
Det foregår sådan her:
Lige inden jeg skal ringe kunden op for at foretage det interview, der er hele fundamentet for talen, så tænker jeg (pardon my French): Fuck. Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Hvad hvis jeg ikke kan leve op til deres forventninger? Hvad hvis jeg ødelægger deres livs vigtigste tale? Hvad hvis jeg ikke er god nok?
Jeg har som sagt prøvet det før, så jeg giver normalt ikke disse tanker særlig meget opmærksomhed, men jeg tænker dem hver gang.
Så laver jeg interviewet.
Og så går jeg i gang med at skrive talen. Nogle gange aner jeg et tema eller koncept, som kan fungere som struktur for talen allerede undervejs under interviewet, andre gange gør jeg ikke.
Undervejs i skriveprocessen gennemgår jeg oftest fem faser.
Fase 1: Overvældelse
Den stikker lige hovedet op igen: Fuck. Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Hvordan skal jeg få greb om fire siders nedkradsede noter? Hvad er det vigtigste? Er der et tema her? Hvad kan være min ’hook’, som jeg hænger talen op på? Hvad står der, jeg kan ikke læse det.. Arrgh…
Fase 2: Hul på bylden
Så flyder skrivningen, og temaet sætter sig, som en mousse i Bagedysten. Jeg ved aldrig rigtigt, hvor jeg ender, jeg skriver bare, og så forsøger jeg at følge med ned ad de stier, der opstår. Nogle gange er det blindgyder, andre gange kan jeg helt fra starten ane et godt udflugtsmål og så skriver jeg mig bevidst derover. Og så er magien jo i alle broerne, der fører mig fra A til B på en naturlig, logisk og elegant måde.
Fase 3: Så går jeg lige en tur
Der skal frisk luft og afstand til. Her er det vigtigt, at jeg har min telefon, eller noget at skrive på med – for her dukker guldet som regel op. Jeg er typen, der klapper ALLE de hunde, jeg møder på en gå-tur. Jeg går gerne over vejen for at klappe en hund, råber ad folk, kommer løbende efter dem. Når hunden er klappet, og jeg har talt pinligt længe til den en tåkrummende baby-stemme, så takker jeg ejeren og hunden og går videre. Og SÅ kommer jeg i tanke om noget, som skal med i talen, og det skal jeg skynde mig at skrive ned, for ellers glemmer jeg det.
Fase 4: Hjemme igen
Kaffe. Redigering og sidste gennemskrivning. Jeg læser talen højt, både mens jeg skriver og MANGE gange i redigeringsfasen. Flyder det? Ligger det godt i munden? Er det til at sige?
Nogle afsnit får mig til at græde, så hvis jeg ikke kan komme igennem uden at tude på 5. højtlæsning, så må jeg enten skrive om, lægge noget HELT andet efter for at skifte stemningen, så kunden selv kan komme tørskoet i land – eller helt slette det.
Jeg græder virkelig tit, når jeg skriver taler. Seriøst. Jeg kender jo ikke de her mennesker, sån’ rigtigt… Og så alligevel… Der er én særlig sølvbryllupstale, som jeg kun er kommet igennem uden at tude EN gang, og det var da jeg holdt den for kunden, og jeg brugte virkeligt ALLE mine mest hard-core-tale-uden-at-tude-tricks. Under hele skriveprocessen vrælede jeg mig igennem. Jeg skulle lige læse et særligt afsnit op for min mand, og han var faktisk på vej på arbejde, men jeg blev ved med at sige: Giv mig lige et øjeblik… (tude) Du skal lige høre det.. (tude) Aj, nu gør jeg det… (tude)
Nå, men det var sidste gennemskrivning. Nu er talen færdig.
Fase 5: IN LOVE!
Og nu bliver det igen pinligt, for når vi når hertil, så er jeg som regel smaskforelsket i min egen tekst – nogle gange også lidt i dem, jeg har skrevet om. Jeg tænker for mig selv, i al ydmyghed, om det mon ikke bare er det bedste, der NOGENSINDE er skrevet i hele verdenshistorien? Kæft, det er sjovt! Nøøj, det er skrapt! SÅ elegant, den lille krølle dér, der lige blev flettet ind! Åh, det er rørende. Nøj, det er godt eksekveret. Suuuper-kreativt! Wow, det er flot.
Storhedsvanvid? Moi? Ahem.
Så holder jeg talen for kunden.
Jeg har egentligt kun oplevet at kunderne har været glade og spændte og rørte. Ofte er de overraskede, fordi de så tydeligt kan genkende den person, som talen handler om. Det havde de li’som ikke forventet… (??) Andre gange er det lettelsen, der fylder mest, lige når jeg har afleveret talen. Åh. Nu har de gået og været kampstressede over ikke at kunne få skrevet den tale, og nu er der styr på det. Så kan de slappe af. Pyyha.
Men nu hvor jeg tænker over det, ER der faktisk aldrig nogen, der har sagt, at det er det BEDSTE, der NOGENSINDE er skrevet i hele verdenshistorien.
Fair nok. Mindre kan også gøre det.
– SKÅL! –
…
Se mere om hvordan jeg kan hjælpe dig, hvis du skal have skrevet eller holde en festtale på www.ditlivstale.dk
