Har du brug for at komme videre? Kontakt mig på mail eller telefon.
Som karrierecoach har jeg haft mange klienter gennem coachingforløb, alt fra topchefer til nyuddannede kandidater, og ét fænomen går igen: Virkeligt mange mennesker lider af en slags mindreværdskompleks, hvor de tilskriver deres succes held eller ydre omstændigheder, og lever med en angst for, at det bliver opdaget, at de i virkeligheden slet ikke er så kloge eller dygtige, som deres job eller titel tilsiger – at de er en ”imposter ” (fra engelsk: En bedrager).
Kender du det, at det er lidt som om, de andre har en klub, som du ikke er en del af? At andre har styr på deres shit og ved, hvad der foregår? At du gør, hvad du kan for at dække over, at du ikke helt ved, hvad du laver, du over-forbereder dig, over-leverer og aldrig er helt tilfreds med det, du opnår?
Ja, så lider du nok af imposter syndrome.
Men bare rolig. Et sted mellem 70- 90% af alle kvinder og lidt færre mænd lider af imposter syndrome, så du er altså ikke alene.
Lad os dykke lidt ned i fænomenet. Jeg trækker her på mine erfaringer fra min coachingpraksis og kommer i øvrigt kort omkring Dr. Valerie Youngs fem imposter-typer.
THE SUPERWOMAN-WORKAHOLIC
Min klient Tanja, kan vi jo kalde hende, var et klasse-eksempel på en Superwoman-workaholic.
Tanja var en af koncernens stjerner. Inden hun fyldte fyrre blev hun udstationeret på en toppost i Asien, hvor manden så gik hjemme med børnene, mens deres maid tog sig af det praktiske som madlavning og rengøring. Og der var brug for nogle til at tage fra derhjemme, for Tanja knoklede. Hun var en klassisk Superwoman-workaholic, som er kendetegnet ved en overansvarlighed og en tendens til at arbejde hårdere end alle andre for derigennem at bevise sit værd.
Som andre imposter workaholics var Tanja afhængige af den bekræftelse, der kommer fra arbejdet. ”Hvis jeg ikke gør det, hvem skal så?” ”Nej, ved du hvad, den må jeg hellere løse selv.” ”Send det lige forbi mig, når du er færdig, inden den går ud…”
Logikken er sådan set klar nok: Hvis der er brug for én 70-80 timer om ugen, så er man da nok lidt uundværlig, ikke? Så må man da være vigtigt? Jo – det kan ens selvfølelse da godt hente næring i.
Så Tanja mødte før og gik efter alle andre. Hun havde naturligvis ikke tid til at dyrke hverken fritidsinteresser eller sex med sin mand. Sådan en arbejdsbelastning kan man ikke holde til i længden. Det kunne Tanja heller ikke, og hendes krop sagde fra. Da hun kom til mig, var hun sygemeldt efter et dundrende stress-forløb.
Sådan behøver der ikke gå for alle Superwoman-workaholics, men sådan går det tit.
DET NATURLIGE GENI
Jeg bliver mindet om Souvenirs 90’er hit ”Jeg hader Susanne” om Susanne, som er et godt eksempel på det naturlige geni: Så totalt godt ud, blev student kvit og frit med landets højeste gennemsnit, en ørn til at stå på ski, læste jurapensum op på kun 3 uger, Konsulent for Kenzo i New York – ”Jeg hader Susanne og hendes succes”…
Men den sang er skrevet fra den forsmåede kvindes synsvinkel, hende, som er blevet forladt af sin kæreste til fordel for Susanne. Susannes egen version ville lyde meget anderledes, hvis hun led af imposter syndrome.
Dén Susanne er vant til at være dygtigt, så hun stiller høje krav til sig selv og dømmer sig selv ud fra latterligt høje forventninger, men med den ekstra krølle, at hun forventer at hun skal kunne tingene fra starten – gøre det rigtigt i første forsøg, for det er hun vant til. Det naturlige geni undgår at gøre noget, hun ikke umiddelbart er god til og skammer sig dybt, hvis hun fejler eller svigter – og det tror hun, at hun gør, hvis hun ikke lever op til sine egne høje standarder.
SOLISTEN
Solisten er hende, der styrer udenom gruppearbejde, foretrækker at konkurrere mod sig selv i stedet for holdspil, og som selv klarer ærterne i alle livets forhold. Hun vil gå meget langt for at klare tingene selv. At bede om hjælp ses nemlig som et tegn på svaghed: Det er at afsløre, at hun ikke KAN selv. Læs: At hun ikke er god nok.
EKSPERTEN
Eksperten måler sit selvværd i hvor meget hun ved. Og hun har hele tiden en ubehagelig fornemmelse af, at hun ikke ved nok. Hun har typisk et utal af uddannelser og certificeringer og hun over-leverer på sine opgaver, for hendes store frygt er at blive grebet i ikke at kunne svare, eller at det ikke er godt nok.
Det med køn spiller også ind her. En undersøgelse viste, at mænd søgte stillinger, hvor de matchede de efterspurgte kompetencer 60%, mens kvinderne kun søgte stillinger, de matchede 100%.
PERFEKTIONISTEN
Perfektionisme er den mest almindelige type imposter og karakteriseret ved, at hun sætter høje mål for sig selv og andre og har stort fokus på fejl og det, der ikke er ”perfekt” –dvs. lever op til hendes standarder og forventninger.
Dårlig til at uddelegere, dårlig til at give ansvar fra sig, lav tillid til andre – the Superwoman Workaholic har en del træk tilfælles med perfektionisten.
Perfektionisten føler, at hendes arbejde skal være 100% perfekt, 100% af tiden. Typisk skal hun i øvrigt også være perfekt på alle livets områder og lige som eksperten stiller hun høje krav til sig selv og sin egen viden. Lige som solisten har hun svært ved at bede om hjælp af frygt for at blive grebet i ikke at være – perfekt.
Det perfekte er jo relativt
Lad mig først og fremmest italesætte det der mærkelige underliggende præstationskrav, som det er umuligt at leve op til. Den måde jeg går til mine perfektionistiske coachingklienter er ved at udfordre dem på, hvad det såkaldt ‘perfekte’ sættes i forhold til? Det perfekte er jo relativt – det der er perfekt for mig, passer måske ikke til dig. Det der er perfekt lige nu, er måske ligegyldigt om et år eller om en time.
Hvem validerer dig, hvordan?
Et gennemgående tema for de forskellige typer, jeg har beskrevet, er jo en grundlæggende usikkerhed – en tvivl på egne evner og egen værdi. Så et andet godt råd at se på, hvor du får din validering fra.
Hvem bestemmer, hvornår du er god nok?
Indre regler og selvfortælling
Undersøg din selvfortælling om, hvem du skal være for at være god nok. Hvilke indre regler har du sat op for, hvornår du er – dygtig – værd at elske – god nok?
Jeg bad en af mine klienter om at folde ud, hvad hendes indre regler var for, hvornår chefen viste hende, at han var glad for hendes arbejde – at hun var god nok.
Han skulle selvfølgeligt rose hendes arbejde og anerkende hende på forskellige måder, men han skulle helst også f.eks.
- Lave en smiley i sine mails
- Spørge om hun ville med op til frokost
- Blinke til hende på den særlige måde, han gjorde, når noget var rigtig godt
Før vi lavede den øvelse, var hun ikke bevidst om, at hun havde disse regler, så da vi til slut sad med en liste på 24 ting, hendes chef skulle gøre, for at hun troede på, at han satte pris på hende, så kunne hun jo godt høre, at nogle af dem var rimeligt arbitrære og svære at opnå og at stjernerne skulle stå særdeles heldigt, hvis de alle sammen skulle gå i opfyldelse – især når hverken hun selv eller chefen var reelt bevidste om, hvad reglerne var.
Fra chefens synspunkt, kan man sige, at det er svært at give folk, det de har brug for, hvis de ikke selv ved det. Fra hendes synspunkt kan man sige, at det er svært at bede om noget, hvis man ikke selv ved hvad det er, man har brug for.
Så kig på dine selvfortællinger, dine mønstre, dine overbevisninger. Det er meget af det her, som er ubevidst, så hvordan gør man så det?
Find et kærligt spejl
Jo, du kan selvfølgeligt gå til en terapeut eller karrierecoach som mig. Men du skal finde en, som kærligt kan holde et spejl op for dig og som kan få øje på det, du ikke selv kan se. Vi kan nemlig, ingen af os, se os selv udefra.
En anden genial måde at blive spejlet på, er ved at blive mentor eller ved at melde dig til at deltage i et Advisory Board. Der er alt muligt godt at sige om det, fordi du får det godt af at hjælpe andre mennesker – it feels good to do good – og så vil du i kontakten med andre helt automatisk få øje på, hvor meget du faktisk ved: Du deler ud af din viden og det kommer ikke kun den anden til gavn, men i høj grad også dig selv.
Kig kærligt på dig selv og dine tanker gennem nærvær
Du kan øve dig i at se på dig selv. Jeg melder mig i koret til at anbefale en form for nærværspraksis, som kan holde dig forbundet med dig selv. Ved at være nærværende kan du lære at iagttage dine tanker og ved at være bevidst om din indre dialog, kan du flytte dine tanker fra at være dømmende til at være mere kærlige.
Man kan godt lære at tale pænt til sig selv.
Gør op med perfektionisten ved at nuancere din tænkning
Ud over de gode råd med at undersøge din selvfortælling, dine indre regler, og ubevidste overbevisninger, så gør du op med din indre perfektionist ved at træne dig i at antage et mere nuanceret og realistisk syn på dig selv og dine evner. Det gør du ved ikke at tænke i sort/hvidt, men at gøre plads til gråtonerne. Sort/hvid tænkning er problematisk, fordi det er begrænsende, unuanceret og skaber nogle ekstreme forventninger, som det er umulige at leve op til. Denne form for alt-eller-intet-tænkning giver heller ikke plads til at begå fejl og dermed heller ikke til at måle på, om man har rykket sig.
Opgør med imposter syndrome
Lad mig slutte med at sige at imposter syndrome er er et er et begreb som i 1970’erne blev hæftet på det underlige mindreværdskompleks, som især dygtige og succesrige kvinder led af. Og at vi lever i en tid, hvor vi er i gang med at se på de interne strukturer, vi har bygget op omkring køn, klasse og så videre.
Der, hvor vi er nu, bevæger forskningen sig faktisk væk fra at tale om imposter syndrome, for hvis op mod 90 % af os ”lider” af det, så er det jo nærmere de resterende 10 %, der er mærkelige.
Det med at føle sig i tvivl om sine evner er en temmelig universel følelse. Ved at tale om det som noget patologisk: ”et syndrom” læsser vi det over på individet, hvor vi måske i stedet skulle se på at skabe et arbejdsmiljø, der fremmer forskellige ledelsesstile, så der plads til at vi alle sammen kan være her, som vi er.
Og føles os gode nok, som vi er.
