Hvis du har en firmahjemmeside, skal du have et dedikeret blogafsnit. Så kort kan det siges. Det gælder uanset, hvad dit produkt eller din ydelse er. Det gælder også uanset størrelsen på dit firma. Det er der mange gode grunde til. De fem vigtigste kommer her:
- Du skal vise os, HVEM du er og HVAD, der driver dig
Hvor resten af din hjemmeside – gætter jeg på – fortæller om dine produkter og ydelser, så er bloggen stedet, hvor du direkte og indirekte sætter ansigt og stemme på dig selv og viser mennesket bag. Fordi bloggen er mindre formel, kan du vise mere personlige sider af dig selv, og samtidig kan du vise, hvad der driver dig. Her må du være begejstret, passioneret, en lille smule skør og brænde for det. Fordi folk, der har det sådan, oftest bliver rigtigt gode til det, de laver.
- Du skal være eksperten, der ødsler med sin viden
Bloggen er også stedet, hvor du kan lægge såkaldt content marketing, altså materiale, som ikke eksplicit promoverer dig selv eller dine ydelser og services, men hvor du fortæller noget om hvordan dét, du kan, kan skabe værdi for din målgruppe, samtidig med, at du giver noget væk såsom gode råd, how-to, viden, perspektiver mv. Din blog bliver samtidig et sted, hvor du med autenticitet og troværdighed kan etablere dig som en autoritet og ekspert på dit fagområde, uden at du lyder sælgende. Kort sagt: Du viser os, hvem du er, samtidig med at du opsætter en udstillingsmontre for din virksomheds faglighed, ekspertise og kompetencer.
- Du skal eje dit eget indhold
Ved at have et dedikeret blogafsnit på din hjemmeside tager du ejerskab for din virksomheds content i stedet for at lægge det ud på eksterne, sociale platforme som Linkedin, Facebook eller Youtube – alle platforme, som har usynlige algoritmer, som bestemmer, hvem som ser dit content uden at fortælle dig hvorfor eller hvordan. DIT indhold skal bo et sted, som DU ejer. Så skal du ikke bekymre dig om eventuelle fremtidige betalingsløsninger, overtrædelse af vilkår, tvungen nedtagning eller spærring af dit indhold af mere eller mindre reelle, forklarede og gennemskuelige årsager. Samtidig har du et selvejet bibliotek til at lægge content marketing som artikler, whitepapers, podcasts, videoer eller billeder og infografik.
- Du skal gøre dig lækker for Google og skabe trafik
Din blog kan være særdeles effektiv til at skabe trafik på dit website. Enten fordi dit indhold er så godt, at det bliver delt på andre blogs eller via sociale medier, eller fordi du selv linker rundt på din egen side. Samtidig er bloggen dit Google-fyrtårn, så når Google-botterne trawler nettet for indekserbart materiale, skal de helst fange dit. Dit indhold lever for evigt på nettet og således kan indekseres i al evighed. I gennemsnit får hjemmesider med blogs 55% flere besøgende end hjemmesider uden blogs. Det er da også værd at tage med.
- Du skal sætte dig i målgruppens sted
De bedste blogposts er relevante og inspirerende. Ved at have det som udgangspunkt, når du sætter dig til tasterne, tvinger du dig til at sætte dig selv i målgruppens sted og tage udgangspunkt i deres behov. Hvilke udfordringer og problemstillinger står din målgruppe med? Hvilke muligheder har de? Du skal tænke i mening og relevans, så du kan øse ud af din viden og erfaringer og inspirere nuværende og potentielle kunder.
Ja. Så det er bare om at komme i gang med at noget relevant og konkret indhold.
…
Læs om autentisk markedsføring her: OM HENTEHÅR OG AUTENTISK MARKEDSFØRING
Læs om, hvordan jeg går til tekstoptimeringen her: KILL YOUR DARLINGS, DARLING.
Læs om korrektur, beskæring, tone, struktur og dynamik her: TEKSTOPTIMERING ER FOR DE HJERTELØSE