Gode råd til virksomheder, der skal fyre

Gode råd til virksomheder, der skal fyre

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Rolf Bangsgaard og en version er også udgivet på vores fælles blog: Genstart dit arbejdsliv.

 

Anden bølge er en realitet og coronaen buldrer ufortrødent hen over Europa. Røde tal på bundlinjen, opsigelser og stigende usikkerhed er en ubehagelig realitet for mange danske virksomheder. Med coronaens indtog er branding og goodwill i forhold til kunder og medarbejdere blevet endnu vigtigere. At passe på både medarbejdere og ledere bør således stå meget højt på den strategiske agenda, særligt i forhold til opsigelsessituationen.

Det siger rigtig meget om en virksomhed, hvordan den behandler medarbejderne i opsigelsessituationen. En dårlig opsigelse virker med tilbagevirkende kraft og giver negativ branding, i særdeleshed overfor den opsagte medarbejder og overfor de medarbejdere, der skal drive virksomheden videre.

Vi har følgende gode råd til virksomheder, der skal opsige medarbejdere:

Branding i opsigelsessituationen: Vis jeres sande ansigt 

En dårlig fyring giver negativ branding med tilbagevirkende kraft: Se derfor opsigelsessituationen som en mulighed for at vise, hvilke værdier jeres virksomhed står for. Den måde I håndterer opsigelser på, skal flugte snorlige med jeres strategi og jeres værdigrundlag. Opsigelsessituationen er dér, hvor I brander jeres virksomhed allermest. Det er der, slaget slås. I bekender kulør. Opfør jer derfor (selvfølgeligt) ordentligt.

Opsigelse: Tænk på timingen

Hvis der skal opsiges flere personer på samme tid, så hav en plan klar, som også tager højde for timingen, så det sker som en koordineret nålestiksindsats, så der ikke pludseligt kører sladder og historier i organisationen. Hav i det hele taget en kommunikationsplan klar, der medtænker timingen af hvornår hvad sker samt hvad der meldes ud hvornår mv.

Opsigelse: Vær godt forberedt

Hav styr på HR-juraen og på relevante fakta. Sørg også for at have styr på detaljerne: Medbring en skriftlig opsigelse og en kvittering for modtagelse af opsigelsen, og sørg for at have styr på det praktiske som aflevering af telefon og computer, eventuel afskedsreception, osv.

Opsigelse: Hav dine argumenter på plads og vær saglig

Undgå at gøre opsigelsen personlig. Hvis medarbejderen er opsagt grundet manglende performance eller personlige kompetencer, er det feedback, der skulle være afleveret længe inden opsigelsessituationen. Hold altid fokus på saglige, faglige, strukturelle, strategiske eller økonomiske aspekter. At I er nået hele vejen til en opsigelse, må betyde, at der ikke er noget at diskutere. Så lad være med at gå ind i en diskussion.

Opsigelse: Vær generøs 

Giv den opsagte medarbejder al den hjælp du kan, hvad end det er hurtig fritstilling, stil op til referencer eller hjælp med adgang til dit faglige netværk. Som leder (og menneske) skal du altid kunne se dig selv i øjnene.

Opsigelse: Send medarbejderne godt videre 

Giv opsagte medarbejdere en stærk platform at komme videre fra. Hvis økonomien tillader det, kan du f.eks. tilbyde et coachingforløb, en outplacementaftale eller adgang til relevante kurser, så han eller hun hurtigt kommer godt videre til nyt job.

Opsigelse: Klæder lederne godt på

Det er en af virksomhedernes vigtigste opgaver at klæder lederne på til at håndtere netop opsigelsessamtalen med respekt og værdighed ved at sikre, at opsagte kan komme godt og sikkert videre mod et nyt arbejdsliv. Som virksomhed har man i opsigelsessituationen en mulighed for at hjælpe opsagte medarbejdere godt videre – og den bør man gribe.