Det er ærlig talt lidt pinligt at indrømme, men nogle gange, når jeg har skrevet noget, så tænker jeg på, om der mon nogensinde før er blevet skrevet noget SÅ genialt. Jeg kan blive decideret forelsket i min egen tekst – jeg kan både skrige af grin og hulke højlydt af gråd siddende dér, alene foran skærmen.
På trods af, at jeg (muligvis) har skrevet verdens mest geniale tekst, så kommer der alligevel et tidspunkt, hvor jeg skal give den videre. Der må nye øjne på. Med bæven og skælven giver jeg den så til min medlæser sammen med en helt masse retningslinjer om, hvordan den skal læses. Aaargh, det er ultra-sårbart at overlade sin tekst i hænderne på en anden. Al det hjerteblod, man har lagt i de ord. Kælet for detaljen. Forstår de nu helt, hvor det var, man ville hen? Hvad, hvis de rykker om på rækkefølgen? Kritiserer de mig? Er jeg god nok? ÅHNEJ!
Jeg er efterhånden selv rimeligt garvet udi kunsten at modtage feedback. Jeg sammenligner det med et tandlæge-tjek. Man vil helst ikke af sted, men åh, hvor er det rart, når det er gjort. Min forfængelighed kan selvfølgelig stadig blive ramt, hvis jeg f.eks. bliver grebet i en dum fejl, hvor jeg synes, at jeg burde vide bedre. Men så glædes jeg bare over, at den blev fanget, inden teksten blev sendt ud i verden.
Min – og din – tekst bliver bare bedre af, at friske øjne kommer på! Og hvorfor gør den så det?
Man bliver blind for sin egen tekst
Når man først har sovset rundt i samme tekst i længere tid, så er det uundgåeligt – selv for professionelle skrivetrolde – at man til sidst ikke kan overskue, hvad der egentligt står.
Her er mine bedste råd:
- Læg teksten væk. Gå en tur. Sov på det. Giv det TID og AFSTAND, og tag den så frem igen.
- Print teksten ud. Det giver bare en anden helhed og fornemmelse at se din tekst på papir.
- Læs teksten højt. Det er generelt en god ide, for så fanger du gentagende ordbrug, kluntede sætningskonstruktioner og vage argumenter.
- Giv teksten videre. Få en anden til at læse din tekst. Friske øjne.
Kill your darlings
William Faulkner skrev “kill your darlings” om skriveprocessen, men jeg mener nu godt, at man kan sige det samme for de fleste kreative processer.
Dér sidder man og har skrevet en helt vildt fantastisk pointe eller sætning, og så viser det sig, at den faktisk stikker lidt ud i forhold til helheden. Man prøver at omskrive alt det, der ligger udenom for at beholde den, men det ender med ikke at gå op. Den understøtter ikke budskabet. Den forvirrer eller fylder. Så er der kun én vej! Der må skæres! Dér kan det være lettere at lade en anden føre kniven.
Sprogoptimering med ydmyghed og kærlighed
Når jeg skal skrive en andens tekst igennem, går jeg altid til teksten med ydmyghed. Jeg forstår godt, at der er lagt hjerteblod i den. Jeg respekterer det. Jeg lover at være kærlig.
Først læser jeg teksten hurtigt igennem for at danne mig et overblik, og så starter jeg forfra. Læser korrektur, sletter overflødige ord, trækker pointer op og frem, sletter gentagelser eller uklarheder, tydeliggør og rykker rundt. Jeg har hele tiden det perspektiv, der hedder: Hvad er pointen? Hvad er det, du vil sige? Fungerer de sproglige broer? Bliver de usagte mellemregninger forklaret godt nok? Er argumentationen i orden? Disse elementer bestemmer, hvad der får lov at stå tilbage.
Jeg arbejder i Word og sætter ”track changes” til under ”Gennemse”. Så kan du følge med i mine rettelser, og evt. gå den igennem og godkende (eller afvise) ændringerne én for én. Jeg kan også indsætte kommentarer, hvor jeg enten stiller spørgsmål eller forklarer, hvad jeg har tænkt, og hvorfor jeg har gjort, som jeg har. Det ser hurtigt meget blodigt ud med en masse røde streger og kasser og pile og kommentarer.
Når jeg er færdig, sender jeg teksten til dig. Jeg beder dig altid om at læse teksten i mit ENDELIGE forslag. Uden at kunne se alle rettelserne i rødt, som blot forvirrer og i øvrigt kan være en smule angstprovokerende. At der nu har været en anden inde over og tilføjet ting og rykket rundt, beder jeg dig så om at se som en mulighed for at læse teksten med nye øjne og uden så mange følelser.
Min – og din – tekst, bliver altid bedre af friske øjne. Sammen gør vi hinanden bedre, og sammen får vi sagt det, der skal siges, på den rigtige måde.
