”Jeg havde lige fået tilbudt et job. Chefen var pissedygtig, det så man med det samme. Mine fremtidige kolleger var søde og imødekommende. Opgaverene spot on. Jeg holdt nede i det ene hjørne af en stille parkeringsplads, ude foran, så ingen så mig græde. Græde? Jeg hulkede. Snot og tårer væltede ud af mig og ødelagde min ellers fine jobsamtale-makeup.
Hvordan, tænkte jeg, skal jeg klare det her? Hvordan skal jeg få en hverdag til at fungere i disse omgivelser? Firserarkitektur i primærfarver og lakeret træ, og på væggene ”kunst”, som afdelingen tydeligvis havde lavet sammen på en teambuildingevent med banale slogans skrevet hen over. ”Teamwork is dreamwork”, my ass. Der var simpelthen så GRIMT. Det er ikke fordi, jeg tror, at jeg er noget, eller at jeg er bedre end andre, men jeg er et følsomt og æstetisk menneske. Jeg trives bare dårligt i grimme omgivelser. Det betyder noget. Trætte yukkaplamer med brune spidser så langt øjet rakte. Helt ærligt.”
Coaching på Teams
Det var noget, han havde sagt, som fik mig til at fortælle Jacob yukkapalme-anekdoten i dagens coachingsession på Teams. Der var igen knas med mit wi-fi, men gennem skærmens pixellerede opløsning lyste lettelsen ud af hans ansigt.
Jacob havde henvendt sig, fordi han nu TRE gange havde været igennem den proces, hvor man finder et spændende jobopslag, overvejer om man skal søge stillingen, beslutter sig, laver sin research, skriver en megagod ansøgning, kommer til første samtale, nailer den, går gennem forløbet med psykologisk test og tilbagemelding, nailer den, kommer til anden samtale, nailer den… og så går stillingen alligevel til en anden.
En flot nummer to. TRE gange. Hvor udmattende er det lige?
Nu havde han blå mærker på selvtilliden, og ville gerne have min hjælp til at komme hele vejen i mål.
Klædt på med coaching
Så. Med mig på sidelinjen havde han nu været processen igennem endnu en gang. Vi havde bl.a. talt om, hvordan han kunne anskueliggøre matchet mellem deres pain points og hans erfaringer, og han var blevet klædt på til at svare på de svære spørgsmål, han i tidligere samtaler havde møflet lidt rundt i. Hans selvtillid var bygget op, så han nu talte om ligefrem at glæde sig til at gå til jobsamtale, og han var velforberedt. Nu var han inviteret til anden samtale. Han stod stærkt. De var to kandidater tilbage.
På papiret var der et perfekt match. Spændende stofområde. Faglige udfordringer. Det naturlige næste trin op ad karrierestigen. Interviewet over Zoom var gået over al forventning. De virkede imødekommende og oprigtigt interesserede i ham. HR-damen havde givet ham tilbagemelding på den psykologiske test, og det gik bare SÅ godt.
Og så var det, at han tog ud – fysisk – og fik en rundtur af bl.a. hende, som i givet fald ville blive hans nærmeste ledelseskollega.
Da han satte sig ind i bilen en time senere, var han totalt drænet. ”Nedslidt”, sagde han. ”Alt var totalt nedslidt. Ikke bare de fysiske omgivelser, men også stemningen. En stemning af underskud”.
Mens han talte, tændes en rød lampe i mit baghoved. Så jeg gik i gang med at bore. Spørge ind. Pakke hans udsagn ud. Konkretisere. Jeg kikkede på hans kropssprog, lyttede til hans vejrtrækning. Kroppen fortæller tit en anden historie end de ord, der kommer ud ad munden.
Og jeg fortalte om min yuccapalme-oplevelse og brugte nu et af mine bedste coachingtricks: Jeg genfortalte, hvad jeg havde hørt. Jeg gik neutralt hele listen igennem: Pros and cons. Alt det, jeg havde hørt ham sige. Hans styrker og svagheder sat overfor stedets styrker og svagheder. Fordelene ved at blive i sit nuværende job. Fordelene ved at rejse til et nyt spændende (omend nedslidt) sted. Ulemperne. Det samlede billede. Jeg talte neutralt og uden hverken præference eller dagsorden.
“Vil du ha’ jobbet eller ej?”
Og så satte jeg mig brat op i stolen for at markere et skifte og sagde med min bedste HR-damestemme:
”Så, Jacob, vi er meget imponerede over, hvad vi har set, og vi vil gerne tilbyde dig stillingen! Hvad siger du til det?” Jeg rakte hånden frem mod skærmen, for at lægge op til, at vi nu skulle lukke aftalen med et håndtryk.
Befippet, nervøst, begyndt han at grine. Jeg skruede bissen på. ”Vil du ha’ jobbet eller ej?”
Der gik hul på og ordene væltede ud af ham: ”Nej. Nej, det vil jeg faktisk ikke.”
Lettelsen var tydelig. Men han var der ikke helt endnu. Hvis man betaler i dyre domme for at gå til karrierecoach med det specifikke formål, at man gerne vil have hjælp til at lande et nyt job, og så er nået så langt, så går man da efter det. Gør man ikke?
Gør man ikke?
Tag din mavefornemmelse alvorligt med coaching
Nej. Man tager mavefornemmelsen alvorligt. Den lyver aldrig. Jacob skal have et nyt job. Men at tage et job, som ikke er det rigtige, bare fordi man har søgt det, svarer til at lede efter sine nøgler ude på vejen i stedet for inde i græsset, hvor man tabte dem, fordi lyset er bedre under gadelampen. Det her var ikke det rigtige: Yukkapalme-alarmen bimlede.
Og så trak han sig fra stillingen. Sendte en god mail, som gjorde alt det, som en god jeg-trækker-mig-mail skal kunne.
Og nu går Jacob ud i verden med en helt ny viden om sig selv. Med selvfølelse og selvbevidsthed. Med en ny opmærksomhed på det faktum, at ansættelsessituationen ikke kun handler om, at DE skal ville have DIG. DU skal også ville DEM og den samlede pakke, de tilbyder. Og han går med en helt ny værdsættelse af sit eksisterende job, som ved sammenligning pludseligt så ret godt ud.
Så vi fortsætter!
Jacob skal have nyt job. Det skal være det helt rigtige, og det skal være på en arbejdsplads med det helt rigtige antal yukkapalmer og den helt rigtige mavefornemmelse.
Disclaimer
Jacob er ikke hans rigtige navn, og han har givet mig lov til at skrive dette, som jo er min version – med udgangspunkt i hans forløb.
Ingen yukkapalmer led overlast under tilblivelsen af denne artikel.
